En søgeordsanalyse er fundamentet for alt SEO-arbejde. Uden den ved du ikke hvad du skal skrive om, hvilke sider du skal prioritere, eller om der overhovedet er trafik at hente.
Det her er en praktisk guide. Ingen teori for teoriens skyld. Du får en komplet proces du kan følge fra start til slut med Ahrefs som primært værktøj.
Hvad er en søgeordsanalyse?
En søgeordsanalyse er processen hvor du finder og evaluerer de søgeord din målgruppe bruger i Google. Målet er at identificere søgeord med tilstrækkelig volumen, realistisk konkurrence og klar kommerciel eller informativ værdi for din forretning.
Det handler ikke om at finde ét perfekt søgeord. Det handler om at bygge et komplet billede af hvordan din målgruppe søger.
Trin 1: Brainstorm seed keywords
Start med de oplagte. Skriv 10-20 brede termer ned der beskriver din forretning, dine produkter eller dine ydelser.
Eksempler for en dansk tømrervirksomhed:
– tømrer
– tømrer pris
– tilbygning
– carport
– terrassedør
Brug disse som udgangspunkt:
– Dine produkter og services
– Konkurrenters menuer og kategorier
– Spørgsmål kunder stiller dig
– Google Autocomplete (begynd at skrive og se forslagene)
Det behøver ikke være perfekt. De er bare startpunkter for næste trin.
Trin 2: Udvid med Ahrefs Keywords Explorer
Åbn Ahrefs Keywords Explorer og indtast dine seed keywords. Vælg Danmark som land.
Du får nu en oversigt med søgevolumen, Keyword Difficulty (KD), CPC og klik-data. Men den virkelige værdi ligger i rapporterne i venstre menu:
- Matching terms. Viser alle søgeord der indeholder dine seed keywords. Start her.
- Related terms. Viser beslægtede søgeord du måske ikke havde tænkt på. Guld for at finde nye vinkler.
- Search suggestions. Googles egne autocomplete-forslag. Ofte long-tail med lav konkurrence.
- Questions. Spørgsmål folk stiller. Perfekt til blogindhold og FAQ-sektioner.
Eksportér alt til et regneark. Du sorterer og filtrerer bagefter.
Trin 3: Evaluer søgevolumen vs. difficulty
Ikke alle søgeord er ens. Du skal vurdere tre ting:
Søgevolumen. Hvor mange søgninger per måned? I Danmark er volumener generelt lave sammenlignet med engelsksprogede markeder. 100 månedlige søgninger kan være rigtig godt for en niched B2B-term.
Keyword Difficulty (KD). Ahrefs scorer fra 0-100. For nye sites er KD 0-20 realistisk. For etablerede sites kan du gå højere. KD over 50 kræver typisk mange stærke backlinks.
Traffic Potential. Kig ikke kun på det enkelte søgeord. Se på “Traffic Potential” i Ahrefs. Det viser hvor meget trafik den #1-rankende side får totalt. En side kan ranke for hundredvis af søgeord. Det samlede potentiale er vigtigere end volumenet på ét enkelt keyword.
Trin 4: Forstå søgeintentionen
Søgeintention er afgørende. Google viser forskellige resultater baseret på hvad brugeren vil.
De fire typer:
- Informational. Brugeren vil lære noget. (“hvad er SEO”)
- Navigational. Brugeren leder efter et specifikt site. (“ahrefs login”)
- Commercial. Brugeren researcher før et køb. (“bedste løbesko 2026”)
- Transactional. Brugeren vil købe nu. (“køb nike air max”)
Tjek søgeintentionen ved at lave en SERP-analyse. Google hvad du overvejer at targetere og se hvad der ranker. Hvis top 10 er fyldt med blogindlæg, skal du skrive et blogindlæg. Hvis det er produktsider, skal du have en produktside.
Matcher din side ikke intentionen, ranker du ikke. Uanset hvor godt dit indhold er.
AI Overviews og keyword-valg
15-25% af alle Google-søgninger trigger nu AI Overviews. For søgeord der udløser AI Overviews kan CTR-faldet for de traditionelle organiske resultater være op til 61%. Det gør det til en afgørende faktor i din søgeordsanalyse.
Tjek altid om et keyword trigger AI Overview ved at søge på det manuelt eller bruge værktøjer der viser SERP-features. Hvis AI Overview dominerer, har du to muligheder:
- Optimer for at blive citeret i AI-svaret. Brug answer-first formatting (svar direkte i første afsnit), inkluder konkrete tal og statistik, brug tabeller og lister, og implementér FAQ-schema. AI Overviews trækker primært fra indhold der er struktureret, faktuelt og direkte.
- Vælg et andet keyword. Hvis AI Overview giver et komplet svar og brugeren ikke har grund til at klikke videre, er keywordet måske ikke værd at prioritere.
Husk at AI-søgemaskiner som ChatGPT og Perplexity også udvider brugerens oprindelige søgning i baggrunden (“query fan-out”). Det betyder at dit indhold skal dække emnet bredere end blot det specifikke keyword. Skriv dybdegående, og dæk relaterede underemner, så du bliver opfanget i de udvidede queries.
Trin 5: Find long-tail muligheder
Long-tail søgeord har lavere volumen men højere konverteringsrate og lavere konkurrence.
“Løbesko” har høj volumen og brutal konkurrence. “Løbesko til overpronation dame” har lavere volumen men meget klar intention og langt nemmere at ranke for.
I Ahrefs filtrerer du:
– KD: 0-15
– Søgevolumen: 10+
– Ordantal: 3+
Det giver dig en liste af realistiske long-tail targets. Ofte er det her du finder de hurtigste resultater.
Zero-volume keywords
Ignorer ikke keywords med 0 søgevolumen i Ahrefs eller andre tools. Keyword-tools fanger ikke altid nye og emerging søgninger. Et keyword kan have reelt søgevolumen selvom det vises som 0. Det gælder særligt for nye produkter, trends og very-long-tail queries. Hvis keywordet har klar forretningsværdi og lav konkurrence, er det værd at skrive indhold til det.
Multisearch og voice search
Billed- og talesøgning vokser. Google Multisearch lader brugere søge med billede og tekst kombineret. Voice search bruger naturlige, conversationale formuleringer. Begge dele er accelereret af AI-chatbots, fordi brugere vænner sig til at stille hele spørgsmål i stedet for at skrive fragmenterede søgetermer. Tænk det ind i din søgeordsanalyse: inkluder spørgsmålsformater og naturlige sætninger som keyword-targets.
Trin 6: Gruppér søgeord i clusters
Et søgeord = én side er forældet tænkning. Én side kan og bør targetere et cluster af relaterede søgeord.
Gruppér søgeord der har samme søgeintention og overlappende SERP-resultater. Hvis de samme sider ranker for to søgeord, hører de til samme cluster.
Eksempel:
– “søgeordsanalyse” + “keyword research” + “søgeordsanalyse guide” + “hvordan laver man en søgeordsanalyse” = ét cluster, én side.
Hold øje med keyword kannibalisering. Hvis du laver to sider der targeter samme cluster, konkurrerer de med hinanden i stedet for at støtte hinanden.
Trin 7: Prioritér og planlæg
Nu har du en stor liste. Prioriter den.
Scorer hvert cluster på:
- Forretningsværdi (1-3). Hvor relevant er søgeordet for din forretning? 3 = direkte relateret til det du sælger.
- Realistisk at ranke (1-3). Baseret på KD og din nuværende autoritet. 3 = lav KD og du har allerede lignende indhold.
- Søgevolumen/potentiale (1-3). 3 = høj volumen eller højt traffic potential.
Summer scoren og sortér. Start med de højest scorende clusters.
Brug en content gap analyse til at finde de søgeord dine konkurrenter ranker for, som du ikke gør. Det afslører ofte lavthængende frugter.
Praktisk Ahrefs-workflow
Her er den konkrete rækkefølge jeg bruger:
- Keywords Explorer > indtast 5-10 seed keywords > Danmark
- Matching terms > filtrér KD 0-30 > sortér efter volumen > eksportér
- Related terms > samme filtre > eksportér
- Site Explorer på 2-3 konkurrenter > Organic keywords > eksportér
- Content Gap (under Site Explorer) > find søgeord konkurrenter ranker for, du ikke gør
- Saml alt i ét regneark > dedupliker > gruppér i clusters
- Prioritér efter forretningsværdi x realisme x volumen
Typiske fejl
- Kun at kigge på volumen. Et søgeord med 10.000 søgninger og KD 80 er værdiløst hvis du er et nyt site.
- Ignorere søgeintention. Du skriver et blogindlæg for et transactional keyword. Det virker aldrig.
- Ingen gruppering. Du ender med 5 sider der kannibaliserer hinanden.
- Kun fokus på head terms. Long-tail er hvor de fleste konverteringer sker.
- Lave analysen én gang. Søgeordsanalyse er en løbende proces. Genbesøg kvartalsvis minimum.
Opsummering
- Start med seed keywords og udvid med Ahrefs Keywords Explorer
- Evaluer på volumen, KD og traffic potential
- Tjek søgeintention via SERP-analyse
- Find long-tail muligheder med lav KD
- Gruppér i clusters for at undgå kannibalisering
- Prioritér efter forretningsværdi, realisme og volumen
En god søgeordsanalyse er forskellen mellem at skyde i blinde og at ramme plet. Har du et nyt site, så læs også guiden til SEO-strategi for nye websites for at se hvordan søgeordsanalysen passer ind i den store plan.
Og uanset hvor god din on-page SEO er: uden linkbuilding bliver det svært at ranke for noget med reel konkurrence.