
D. 13 november 2017 modtager jeg en mail fra WEABLOG, der med øjeblikkelig virkning lukker min konto. Deres begrundelse er, at jeg skulle have solgt links til virksomheder uden om WEABLOG. Du kan se omtalte e-mail herunder:
En kontant og kortfattet mail.
Vores efterfølgende mailkorrespondancer og telefonopkald afslører, at WEABLOG, objektivt set, har handlet yderst kritisabelt og ændret deres handelsbetingelser, for at de kan lukke min konto ned – på grund af nogle antagelser. Derudover blev mit tilgodehavende ikke udbetalt til den sædvanlige tid, og det er sket op til flere gange under vores samarbejde.
Hvis du som blogger/virksomhed overvejer at oprette dig på WEABLOG, vil jeg anbefale, at du forinden læser dette indlæg godt igennem. Jeg vil nemlig på det kraftigste fraråde et samarbejde med denne virksomhed på baggrund af deres opførsel. Jeg vil gøre opmærksom på, at aktiemaoriteten i WEABLOG ejes af marketingsbureauet River Online.
Handelsbetingelserne ændres samme dag som lukningen af min konto
Efter modtagelsen af mailen ringer jeg til dem for at høre mere om lukningen af min konto. Jeg skulle angiveligt have solgt links uden om WEABLOG, og dette strider imod deres handelsbetingelser. Og det er helt korrekt. D. 13. november står der følgende i deres handelsbetingelser:
“Det er ikke tilladt at skrive blogindlæg til virksomheder udenom WEABLOG”
Problematikken er, at det ikke fremgik af handelsbetingelserne i månederne og dagene inden. WEABLOG mistænker mig for noget, men kan (til deres store overraskelse?) se, at dette ikke er omfattet af deres handelsbetingelser. Det de derimod burde have gjort, var at tilføje denne ændring samme dag (det gjorde de jo faktisk) og derpå sende mig en mail om ovenstående ændring samt fortælle mig, at de fremover ikke tolererer dette. De kan ikke bare lukke min konto på baggrund af en paragraf i deres handelsbetingelser, der er blevet ændret samme dag med henblik på at lukke min konto.
D. 28. juli 2017 indeholdt handelsbetingelserne ikke frasen, ifølge hvilken det ikke er tilladt at sælge links uden om WEABLOG. Det kan du se på Web Archive, som kan dokumentere manglen:
https://web.archive.org/web/20170728115752/https://weablog.com/da/handelsbetingelser.html
Det er forresten en god side til netop dette formål – at føre bevis for handelsbetingelser eller fx kopieret materiale – da kilden er objektiv og viser dato samt klokkeslæt.
Men som der også står i vores betingelser, så forbeholder vi os retten til at ændre i betingelser uden mundtlig eller skriftlig advarsel, så det er for så vidt også irrelevant med en præcis dato, skriver WEABLOG.
Men kunne ændringen ikke være tilføjet i perioden fra d. 28. juli til d. 13. november? Jo, men det er den ikke blevet. I modsætning til Web Archive, der kun tager et snapshot, når en person anmoder om det, er CachedView.com en anelse anderledes. Den viser Googles cached version af en specifik side, og minsandten: Den havde en kopi af handelsbetingelserne fra d. 1. november 2017. Du kan se kopien i nedenstående screenshot:
Du skal være velkommen til at kontakte mig, hvis du er interesseret i at få tilsendt samtlige billeder af deres handelsbetingelser fra den daværende version 🙂
“Den nye version af WEABLOG manglede enkelte punkter fra handelsbetingelserne”
WEABLOG fastholder stadig, at det har været en del af deres betingelser, at man på ingen måde må sælge links uden om dem. I vores mailkorrespondance får jeg at vide, at overgangen til det nye design på WEABLOG medførte tab: “nogle af punkterne i vores betingelser er forsvundet og er blevet tilføjet løbende – jeg kan derfor ikke sige en præcis dato for, hvornår de er kommet tilbage på siden.” Uheldigvis var det lige netop den betingelse, der var grunden til, at min konto blev lukket.
Jeg har utallige gange efterspurgt en præcis dato for tilføjelsen af betingelserne, men det kan/vil de ikke give. Selvom WEABLOG er opbygget af et af de mest benyttede CMS’er, Joomla, som netop viser en revisionslog for ændringer af en specifik side, har det åbenbart ikke været muligt at finde en præcis dato for netop denne underside 🙂
Ydermere er begrundelsen med de manglende betingelser på grund af det nye design på ingen måde holdbar. D. 19. april modtager jeg en mail vedrørende “et nyt og forbedret WeaBlog”, som efter sigende skulle have taget tre måneders hårdt arbejde – dog havde de ikke særlig godt styr på betingelserne. Der er altså gået syv måneder imellem ibrugtagningen af det nye design og min udelukkelse, hvor de på intet tidspunkt har opdaget, at deres handelsbetingelser ikke er up-to-date – ifølge firmaet selv. Her må man jo tro, hvad man vil. Jeg tror dog, at de aldrig har været en del af handelsbetingelserne, og det viser mine billeder også.
WEABLOG nægter at udbetale mit tilgodehavende
Dagene går – det bliver d. 11., d. 12. og d. 13. december – men mit tilgodehavende tikker fortsat ikke ind på kontoen. Jeg skriver en mail til WEABLOG d. 13. december vedrørende den manglende betaling. Intet svar. D. 20. december ringer jeg til dem og får at vide, at ingen er på arbejde; det er en ansat fra River Online, som åbenbart håndterer telefonen den dag. D. 21. december modtager jeg en e-mail:
Hvis vi lige spoler tiden en anelse tilbage. En uges tid efter min udelukkelse vælger jeg at inkludere et nofollow tag på samtlige links, jeg har lavet for dem.
Hvorfor?
Fordi jeg synes, at det er utroligt, at en forholdsvis stor virksomhed agerer på denne måde over for sine samarbejdspartnere. Det er mit modsvar. Det har de åbenbart opdaget, og som jeg får fortalt: “Nogle af vores kunder har brokket sig over det.” Det vil altså sige, at deres ubegrundede udelukkelse ender med, at deres egne kunder “står med lorten”. Jeg håber, at virksomhederne har fået en form for erstatning for de manglende links, da de praktisk talt ingenting er værd, når et link går fra dofollow til nofollow. Du kan læse mere om nofollow, og hvad det præcist er, her:
https://support.google.com/webmasters/answer/96569?hl=da
Kort fortalt fortæller man Google, at man ikke kan stå inde for den side, man linker til – linket bliver værdiløst.
Deres betingelser siger noget andet
Endnu engang må jeg ty til deres handelsbetingelser. De har dog endnu ikke nået at få rettet handelsbetingelserne til deres fordel; det har de sikkert, når dette indlæg er online. I disse står der:
“Som bruger er du ansvarlig for at overholde Googles retningslinjer, samt at markedsføringsloven”
Du kan læse mere om Googles holdning til linkbuilding (https://support.google.com/webmasters/answer/66356?hl=da) – spoiler: det er de ikke særlig glade for. Og hvad man netop kan gøre for, at de ikke bliver sure på én. Jeg kan sagtens citere dem:
Bemærk, at annoncelinks med betal pr. klik (PPC), der ikke forbigår PageRank til annoncekøberen, ikke overtræder retningslinjerne. Du kan forhindre PageRank i at blive forbigået på flere måder, f.eks.:
- Tilføjelse af attributten rel=”nofollow” til <a> -tagget
Google er altså ret klar i mæglet. Og det er WEABLOG sågar selv.

Ovenstående billede viser tydeligt deres holdning angående nofollow tag. Jeg vil dog give Jonas ret i, at et link med nofollow tag på ingen måde står mål med resultatet, når man tager deres priser i betragtning.
Efter at jeg fortalte dem om deres tidligere korrespondance på Facebook og deres ret så klare handelsbetingelser om, at man skal overholde Googles retningslinjer, valgte de til sidst at udbetale mit tilgodehavende.
Flere har dårlige erfaringer med WEABLOG
Jeg er ikke den eneste, som har haft dårlige erfaringer med WEABLOG. Tager man et kig på deres Trustpilot-profil, kan man se tå dårlige anmeldelser – meget dårlige. Jeg kan kun nikke genkendende til deres beretninger om nultolerance (også selvom de selv skal fifle med handelsbetingelserne), og den mindste ting kan få ens konto lukket uden varsel.
Final words
Dette er blot min beretning om og oplevelse med WEABLOG. De vil sikkert påstå, at sagen kan ses fra flere sider. Jeg har i hvert fald præsenteret min mening og beviser, som du kan danne dig et indtryk om WEABLOG af. Hvis WEABLOG mod forventning skulle få lyst til at svare på dette dokument, skal de være velkomne til at gøre det i kommentarfeltet herunder – jeg venter stadig på svar på utallige e-mails, som de ikke har haft lyst til at svare på.
Det, der bekymrer mig mest i deres betingelser, er dette afsnit:
“WEABLOG forbeholder sig retten til at justere priserne på blogindlæg uden mundtlig, eller skriftlig varsel. Ligeledes forbeholder vi os retten til at ændre brugerbetingelser uden mundtlig, eller skriftlig varsel.”
Som, ifølge dem selv, giver dem ret til væsentlige ændringer uden nogen form for varsel. Ordet væsentlig stammer ikke fra mig, men fra en advokat. Han finder ligeledes denne sag absurd og kan på ingen måde se, at man kan ændre sine betingelser og sige, at de virker med tilbagevirkende kraft. At det er handelsbetingelserne fra sin oprettelse, der er gældende for brugeren.
Jeg håber i hvert fald, at du er klædt bedre på til valget om evt. at stifte bekendtskab med WEABLOG. Om det bliver et kort eller et langt bekendtskab, kommer nok an på humøret inde hos dem 🙂
Bemærk: River Online ejer størstedelen af WEABLOG.
Skriv et svar